|
06.10.2010 Affaldsgebyrer – en ”ommer” fru minister. Kære miljøminister Karen Ellemann Det glæder os malermestre meget, at du nu vil tage ordningen med affaldsgebyrer op til fornyet overvejelse. De fleste malermestre er indehavere af små og mellemstore virksomheder, og vi har siden januar 2010 stået med et stort problem pga. de nye gebyrer for at virksomheder kan benytte de kommunale genbrugspladser. For det første er der enorm stor forskel på kommunernes håndtering med at få kommunikeret ordningen ud til virksomhederne. F.eks. betaler mange malermestre for deres egne ordninger med vognmænd, der henter affaldet, og de virksomheder benytter slet ikke kommunernes genbrugspladser. De har ikke alle været vidende om, at kommunerne opkræver gebyret uanset hvad. For det andet er der enorm stor forskel på affaldsgebyrets størrelse fra kommune til kommune, hvor nogle kommuner opkræver under 4.000 kr. årligt, medens andre kræver over 14.000 kr. fra en virksomhed med kun fem ansatte. Man kunne næsten fristes til at tro, at nogle kommuner betragter ordningen som en springende oliekilde. For det tredje finder vi ikke, at prisforskellen mellem små og store virksomheder giver mening. Der er eksempler på, at virksomheder med 50 ansatte kun skal betale ca. 1/3 mere, end en virksomhed med fem ansatte skal. For det fjerde er der stor forskel på, om og hvordan kommunerne giver fritagelse for gebyret. Vi er ret sikre på, at vi har opbakning fra mange ejere af små og mellemstore virksomheder, når vi beder dig om at sætte handling bag din udmelding om at se på ordningen igen, og helst med det resultat, at ordningen skrottes, så den kommer derhen, hvor den hører hjemme – i containeren med småt brændbart! P.v.a. Danske Malermestre Th. Kjær Jensen Formand for Århus & Omegns Malermesterforening, Vorbjergbakken 12, 8240 Risskov Tlf. 2073 2173
|